Forord.

Hvordan kan man få en så vanvittig ide at ville cykle til Rusland og videre over igennem Sibirien til Bajkalsøen, når man ellers har levet et helt almindeligt liv og aldrig før har prøvet at tage på eventyr. 

Jeg har altid haft en drøm om at rejse i Rusland, og interessen var kommet fra flere sider. Landet har altid har været næsten lukket land og den store fjende meget tæt på mod øst. Under min værnepligt på Bornholm i 1979 var jeg Sergent i luftværnbatteriet. Vi øvede mange skydninger mod fjendtlige fly nede på stranden ved Rakhammer og tænkte tit på, hvor stor en fjende vi ville komme op imod, hvis Rusland pludselig gik til angreb. Der ville ikke gå mange minutter, før vi havde vinket med det hvide flag.

Min Interesse for landet er også kommet fra de mange bøger, jeg har læst, hvor yndlingsemnet altid har været Rusland og de tidligere Østlande. Jeg har læst både krimier, rejsebeskrivelser, historie og autentiske beretninger for dette store lukkede område. I og med det har været så lukket land, har det været med til at gøre interessen endnu større, og jeg havde en hemmelig drøm om engang at opleve alt dette på tætteste hold.

Jeg havde i 2001 arbejdet i 18 år med min egen radioforretning og var blevet meget træt af at stå i forretningen med lange arbejdstider. Der skulle ske noget nyt, og forretningen blev solgt. Jeg havde også fået tvillinger, der var blevet 10 år gamle, som jeg gerne ville se noget mere til. Der var også tiden, hvis jeg skulle nå at prøve noget andet i mit liv, da jeg var blevet 43 år gammel.

Jeg havde til min 40 års fødselsdag fået en ny herrecykel af min samlever og børnenes mor, denne blev byttet sammen med et par tusindkroner til en racercykel, og så var jeg pludselig blevet motionscykelrytter. Det startede i det små men i 1999 var vi nogle stykker der ville se, om vi ikke kunne gennemføre Århus – København. Vi fik trænet en del igennem foråret og d. 5 Juni var vi 8 mand, der stillede op i Århus og cyklede af sted kl. godt 05.00  på de 359 km til København. Vi nåede alle frem lidt før midnat i Herlev og var rigtig stolte over, at vi havde gennemført den lange strækning, også inden for tidsgrænsen.

Jeg sad hjemme en efterårsdag i 2001 og tog beslutningen om at virkeliggøre min store drøm om at cykle til Rusland og videre over igennem Sibirien. Der var opbakning fra familien, og jeg gik i gang med at forberede eventyrrejsen.

Først skulle jeg finde nogen, der ville med på turen. Til det første møde havde jeg samlet 5 mand, der kunne tænke sig at komme med, men da vi havde holdt det sidste møde i januar, hvor jeg havde inviteret Vagn Tyrsted Rasmussen til at komme og holde foredrag i min kælder, hvor han fortalte om hans ture til Rusland, var vi kun 2 tilbage.

Det var Peter Moltrup, som gerne ville med. Ham har jeg kendt i mange år, vi har spillet håndbold og fodbold sammen, og jeg kendte ham som en meget stabil mand med den del stædighed, der skal til for at gennemføre en sådan tur. Derudover havde han den fysik og psyke, der skulle til. Vi skulle også have en chauffør til servicebilen, her fik Peter overtalt sin svigermor, Tove Voldby, så var holdet på plads. Både Peter og Tove fik aftalt med deres arbejdspladser, at de kunne tage orlov i den periode, vi var væk. 

Jeg arbejdede på næsten fuld tid de sidste 3-4 måneder med at få planlagt det hele. Vi skulle først have lov til at bevæge os frit rundt i Rusland, det kunne vi ikke umiddelbart få lov til af den Russiske Ambassade i Danmark, men efter at jeg havde talt med den Danske Ambassade i Moskva lykkedes det. De sendte os en speciel indbydelse fra ambassaden i Moskva, som vi lagde ved ansøgningen til den Russiske Ambassade i København. Derefter fik vi et specielt visum der gjorde, at vi kunne rejse på den måde, som vi ønskede, altså frit rundt i landet, dog skulle vi have stemplet pas mindst hver 3 dag ved politiet eller på de hoteller, som vi sov på.

Der skulle findes kort til turen, det var ikke nemt og de kort vi fik med hjemmefra var ikke meget bedre end en stor globus eller kortet i verdensatlasset. Vi skulle have et lille apotek med, vi var alle tre ved læge og fik forskellige vacciner mod sygdomme, vi kunne møde undervejs. Der var mange andre ting, der skulle være klar, vandrensningsanlæg, opbygning af servicebil, walkie-talkie, tøj, reservedele til cykler, reservedele til bilen, medbragt bibliotek, medbragt mad, kameraudstyr, energidrik og energibar, dollars som vi kunne veksle undervejs og meget, meget mere.             

Weekenden op til mandag hvor vi skulle af sted, gik Peter og jeg og pakkede Toyotaen, vi afprøvede også vores vandrensningsanlæg, ind imellem kiggede vi på hinanden og var ret tavse, vi tænkte over, hvad det var, vi havde fundet på, og hvordan det dog skulle gå. Men vi havde jo fortalt familie og venner om den tur vi ville på, historien var også nået til en del journalister, så der havde også været en del om det i avisen, at vi var dem, der ville cykle til Sibirien. Men jeg vil ærligt indrømme, at da vi kom så tæt på turens afgang, var vi noget betænkelige ved at tage af sted.

Det var ikke blevet til megen søvn om natten op til mandag d. 15 april 2002. Ved halv otte tiden stod Radio Fyns sendervogn udenfor min dør, sammen med journalister og fotografer fra diverse aviser, der var venner og familie, der ville sige farvel, og så var det bare op på cyklen og af sted.         

Slut forord.

-----------------------------------------------------------------------------------

Udsigten fra vores hotelværelse i Kemerovo.

Dagbog fra en dag i Sibirien.

Jurga – Kemerovo

Tirsdag, den  21. maj.

Efter et frisk morgenbad hentede jeg bilen på security parkeringspladsen, og kørte lidt rundt i byen for at kigge på, hvad der skete her om morgenen. Jeg kørte tilbage langs med byens park, der sluttede lige bag vores hotel. Der var mange træer og grønne plæner rundt i byen. Dette bevirker, efter at træerne er sprunget ud, at det ellers ret trøstesløse udtryk, som byerne havde inden alt blev grønt, ligesom er væk.. Der er mange gamle træbygninger rundt i Jurga, de større af dem er 3-4 etager høje og ligger i lange rækker med skæve vægge. De har deres egen charme, når man da ikke lige skal bo i dem. 

Da jeg kom tilbage til hotellet, var Tove gået en tur og jeg gik ned i det lille rum, hvor vi spiste i  aftes, her fik jeg morgenkomplet, som bestod a, et stykke brød med smør og et stykke meget tør kage samt en kop kaffe. Det var igen ikke den helt store oplevelse. Peter og Tove dukkede også op og fik samme anretning.

Vi fik læsset bilen og kørte ned for enden af boulevarden, hvor der var et stort monument for byen. Monumentet var bygget som en stor cirkel, hvor betonben bar nogle cementbjælker i tre rækker hele vejen rundt, der var mellemrum mellem de lodrette og vandrette bjælke, så man fik himlen og naturen bagved med i et helhedsindtryk. Naturen bagved var en lang bakke, der endte langt nede og det flade område blev gennemskåret af den store flod Tom. Den løber nordpå gennem Tomsk og senere ud i Ob. Det var en helt fantastisk udsigt og flot natur, der var fra stedet. Midt i den store cementcirkel stod en statue af en dame med sine to børn, alle tre med et sørgmodigt udtryk i ansigtet.

Det var også en speciel uhyggelig oplevelse at kigge rundt på cementbuerne, fordi der stod navnene på alle de mænd fra byen, som var blevet dræbt under forskellige krige. Fra den ene side startede det med dem, der blev dræbt under Den Store Fædrelandskrig, og som havde været med til at redde os fra nazisterne under anden verdenskrig, derefter kom navne fra andre krige, det endte med navne fra Afghanistan og de sidste, der var trykt med nye bogstaver, var fra krigen i Tjetjenien. Vi blev dybt berørt over at se, hvor mange navne og skæbner der stod, fra blot denne by og omegn. Rang og alder stod sammen med navnet. Der var tusindvis af navne, og når man tænker på, at der måske ikke bor mere end 1-200.000 mennesker her i alt, er det alle familier, der er blevet ramt i gennem årene.        

Vi kørte de 10 km. tilbage til landevejen på en meget hullet og ringe vej. Da vi nåede op til M53, fik vi sat cyklerne på vejen og fandt ud af, at dagens cykling ville blive i modvind, men temperaturen var stadig høj og steg yderligere i løbet af dagen til 25-30 grader og med den skyfrie himmel havde vi rigtig godt vejr og svedte rigtig meget. Det gik meget op og ned, bakkerne eller nærmere små bjerge, var meget større end det, vi så i Uralbjergene. Russerne bygger ikke veje, så de glider langs med bakkerne, vi har nærmest på fornemmelsen, at de absolut vil have, at vejen skal gå op over bakkernes højeste punkt, for derefter at glide ned til det laveste punkt og så op igen. Men når man er oppe, så har man i det mindste udsigten.

Mange af stigningerne tog 15-20 minutter at komme op af i laveste gear, og så var det endda ikke nok med at træde, vi måtte også trække med den fod, der er på den pedal der er på vej opad, og som vores klikpedal sidder fast til. Peter var godt kørende, jeg ikke, jeg stod af cyklen 2 gange og skubbede cyklen op ad bakken, i hvert fald noget af vejen., Pludselig kan en cykel der ellers ikke vejer mere end 10-11 kg, virke meget tung at skubbe. Når vi så kom op på toppen og skulle have glæde af nedkørslen, bevirkede den lidt kraftige modvind, at det også var nødvendigt at træde ned ad bakke.

På et tidspunkt kunne Peter fornemme, at jeg var i krise, og han ventede på mig, og fik mig trukket op og fremad, ved at jeg kunne ligge på hjul de næste 10 km.

Situation fra i går var glemt, og vi talte hyggeligt sammen igen. Medvirkende til dette var både det fine vejr, men måske var årsagen mest mindesmærket over de faldne unge mænd fra Jurga, der havde kæmpet en kamp og havde betalt med livet. Når vi så kan blive lidt uvenner på denne eventyrlige tur, burde vi skamme os noget så grusomt.

Ved næste pause fik jeg drukket en del cola og spist en energibar, dette hjalp meget og mine ben var klar til de næste bjerge og den sidste times arbejde. Bakkerne er dækket af skov og det er et flot syn at køre rundt i, det blev til 90km. op og ned hele dagen, mest op, følte jeg.

Vi læssede cyklerne i bilen ved indkørslen til Kemerovo, der har en befolkning tæt på en million, og vi fulgtes ad ind i byen. Det plejer at være Peter der kører, Tove sidder i midten og jeg sidder og slapper af efter dagens cykling i den anden side. Det viste sig at Kemerovo er en stor by og vi fik set en masse til den i de næste 2 timer, hvor vi kørte rundt for at finde et hotel. Under søgningen er vi blandt andet over floden Tom et par gange og dem, jeg spørger om vej 5-6 gange, er ikke bekendt med, at der er noget overnatningssted/hotel i byen. Men efter de 2 timer ender vi igen nede ved floden, og Peter finder et sted, der med lidt god vilje kan ligne et hotel. Det viser sig, at det netop er et hotel, men de har ingen skilt med det.

Hotellet ligger lige ud til floden og vi får en herskabslejlighed på anden sal med balkon ud mod floden, vi tør dog ikke gå ud på balkonen, da den ligner en, der kan falde ned hvert øjeblik. Tove får en lejlighed for sig selv, som hun næsten altid plejer. Den lejelighed, Peter og jeg får, er med en meget stor stue, indholdene mange flotte møbler, lange flotte og tykke gardiner, stor flot sofagruppe og et dækketøjsskab i poleret træ. Der er et stort badeværelse med badekar og brus, og med varmt vand i store mængder, for anden dag i træk. Der er et stort soveværelse og det hele forbundet af en stor gang. Vi er ret sikre på, at det er her, Stalin har boet på sine sommerferier i Sibirien.

Fra døren ud til balkonen kan vi se floden drive af sted i roligt tempo, på den anden side ligger den skønneste natur op ad de store bakker. På den samme side som vi bor, er byens strandpromenade, hvor der er små restauranter og cafeer og hvor familiernes og kæresteparrenes aftentur foregår. Der er fra den asfalterede sti stadig ca. 10 meter ned til floden. Den driver ikke så stille af sted som i aften hele året, så er det rart, at der er lidt afstand til den, når den viser tænder, vi kan også se på skråningerne på den modsatte bred at vandstanden er noget højere på andre tider af året.

Det område, hvor vi bor, er byens ”strandvejskvarter”, og det er store, flotte huse. Lidt længere oppe ad floden på samme side, kan vi se de små træhuse ligge tæt op af hinanden, og der er det altså ikke luksus, der er det mest fremtrædende. Men om 10 år er jeg sikker på, at de er revet ned og de nyrige russere har overtaget grundene, fordi de simpelthen har byens bedste udsigt. I hvert fald den første stribe mod floden. Det store område med de små træhuse kan se rigtig nostalgisk ud her med alle de grønne træer, floden der driver og aftensolen, der skinner ned over det hele. Det ville helt sikkert være en rigtig god ide at investere i et par grunde her.

Jeg går ned i receptionen og taler med damen der om, hvor det var at sikkerhedsparkeringen lå, som hun gerne så, at vi kørte vore bil i. Jeg fik en forklaring og kørte rundt i det nærmeste kvarter, for at finde den. Efter nogle forsøg opgiver jeg at finde den, og kører tilbage til hotellet for at få forklaringen en gang til. Receptionisten er meget omhyggelig med forklaringen, og jeg kører igen af sted. Efter igen at have kørt rundt og have været inden i en 2-3 baggårde for at se, om det var der, den lå, opgav jeg og kørte tilbage til hotellet. Damen i receptionen opgav at forklare mig mere, så hun tog mig med om i baggården til hotellet og igennem et par smøger, hvor vi til sidst stod ved en stor port af træ, den bankede hun på, og der var en mand, der åbnede porten efter et stykke tid, den flinke dame talte så med manden et stykke tid og tog mig derpå med tilbage gennem smøgen, ud foran hotellet til bilen, vi satte os ind, og hun viste vej gennem en port og gennem et par baggårde, rundt om nogle bygninger og så holdt vi igen foran den store port, hvor vi netop havde talt med manden. Han åbnede porten og havde åbnet en anden port ind til en meget stor garage/værksted, hvor vores bil kunne holde om natten. Alt blev låst efter os, porte, låger og med den startspærre samt den meget store ratlås, var det nok det sikreste sted, vi endnu havde stillet bilen en nat. Vi skulle dog flytte den igen inden klokken 8 næste morgen. Jeg aftalte med manden, at jeg ville være foran den store port kvart i otte. Jeg takkede damen fra receptionen mange gange, her var endnu et bevis på russernes store venlighed.

Ad den store brede trappe med bløde tæpper på gulvet og flotte historiske billeder på væggene, skred jeg op til suiten på anden sal. Det er virkelig et flot sted, vi bor i nat. Ren luksus.

Vi gik en aftentur på flodpromenaden og nød den dejlige aften, hvor temperaturen lå omkring 25 grader. Der havde været over 30 grader midt på dagen. Et stykke henne ad den asfalterede sti stod en ældre dame i tøj, der viste, at hun i hvert fald ikke hørte til de nyrige, men hun havde fundet sin måde at tjene penge på. Hun havde en vægt, så man kunne blive vejet, og det skulle Peter og jeg selvfølgelig prøve. Vi betalte hver 5 rubler og gik så på vægten. Det var en gammel model i jern og med en drejeskive med tal på, en model der lignede dem, der var i Danmark, da jeg var dreng. Den viste, at vi havde tabt 20 kilo tilsammen, Peter 12 og jeg 8. Det var en fantastisk ting at få bevist, vi kunne også se det på os selv, vi var blevet tyndere over det hele, mave, ansigt og arme var blevet meget tyndere, benene havde samme tykkelse, men nu var det muskler i stedet for fedt. Vi gik stolte videre og nød byens dejlige atmosfære.

Vi var igen kommet til en by, hvor der var forbindelse til min mobiltelefon, og efter jeg havde sendt en SMS hjem, blev jeg ringet op og fik snakket med børnene og deres mor.

Vi gik op gennem byen, hvor der gennem centrum løber en flot boulevard med store flotte bygninger på begge sider. Lenin var naturligvis også repræsenteret ved en statue ved vejen. Vi gik tilbage til hotellet, hvor Peter og jeg havde en hyggelig aften i den store lejlighed. Vi fik da også smagt på en ny af Baltic bryggeriets mange forskellige øl. Vi har smagt fra nummer 2 til nummer 11. Nummer 2 er en let-øl og så stiger stærkhedsgraden efter, hvor højt man kommer op i nummerrækken. Nummer 11 havde vi næsten altid med i bilen i nogle få eksemplarer, de var til, når vi kom til overnatningssteder, hvor det kunne være lidt svært at falde i søvn på grund af standarden eller mangel på samme, ja, så drak vi lige en enkelt nummer 11, og så kunne vi bedre falde i søvn. Vi har fået fortalt, at Carlsberg ejer halvdelen af bryggeriet. Deres øl smager også rigtig godt, det leveres i halvliters dåser og vi drak for det meste nummer 7, en rigtig god øl. Stemningen i gruppen var igen rigtig god.

Hotel 10 - 550kr. for 2 lejligheder   Toilet 9 varmt vand  Vej 7-8. 90km.         

 

Novosibirsk Jernbanestation med floden Ob løbende bagved. 18. maj.

 

Fra bogen: Forord og dagbog fra en dag i Sibirien
 

Rusland Andre cykelture
Deltagere Oder Neisse 2008
Første del Donau 2009
Moskva Elben 2010
Sibirien Pilgrimsruten 2010
Forsiden Ukraine 2011
Kort foredrag  
Mere Sibirien  
Dagbog  

Tommy Nylandsted Andersen 
Damgårdsvej 14
5700 Svendborg.
22997566


ta@wanpan.dk